Moeller Knutzen 0541

HVAD ER
GRØN STÆR

Ved grøn stær sker der et svind af synsnerven som giver anledning til en synsfelt defekt, altså et område i synsfeltet hvor man ikke ser normalt. Af historiske grunde dækker betegnelsen ”grøn stær” over to sygdomme:

  • Vinkellukningsglaukom eller ”akut grøn stær”, hvor trykket i øjet pludselig stiger voldsomt. En patient med ”akut grøn stær” har et rødt øje og trykkende smerter eventuelt ledsaget af kvalme og opkastning. Patienten oplever ofte at de ser regnbuens farver når de kigger mod eksempelvis en gadelygte. Denne tilstand er akut og skal straks behandles. Hvis man behandles i tide er man oftest efterfølgende helt rask.
  • ”Grøn stær” er en snigende øjensygdom som ubehandlet føre til progredierende tab af synsfelt. Således kan man ende op med ”kikkert syn”. Tidligere blev nogle patienter blinde af grøn stær, det er stort set ikke tilfældet i dag. Der er ingen smerter forbundet med grøn stær, og derfor kan man miste en stor del af synsfeltet før man selv opdager det. Grøn stær er til en vis grad arvelig. Har én af dine søskende eller forældre grøn stær, har du en øget risiko for at udvikle sygdommen. Du bør derfor blive undersøgt hos øjenlægen med ca. 2 års interval fra du er 40 år gammel. Grøn stær er ofte forbundet med for højt tryk i øjet.

Øjenlægen laver flere undersøgelser for at finde ud af om du hár grøn stær, eller for at kontrollere om din sygdom er velbehandlet. Ingen af disse undersøgelser gør ondt.

BEHANDLING

Behandlingen af "akut grøn" stær er en laserbehandling hvor der laves et lille hul i øjets regnbuehinde. Behandlingen er ikke forbundet med smerter. Efterfølgende er man i princippet helbredt.

Behandlingen af "grøn stær" er øjendråber for stort set alle patienter. Øjendråben sænker trykket i øjet. Langt de fleste patienter kan nøjes med at dryppe med 1 øjendråbe daglig for at være velbehandlet. Er det nødvendigt med yderligere behandling, kan man supplere med flere øjendråber. Der kan være bivirkninger ved behandling med øjendråber, derfor får du også en grundig information om dråberne inden behandlingsstart.

HVAD KAN JEG FORVENTE?

Dit syn bliver ikke forbedret ved behandlingen. Derimod er formålet med behandlingen, at du kan beholde det syn du har. Som nævnt tidligere, så er grøn stær sygdommen karakteriseret af, at sidesynet bliver dårligere. Dette sker så langsomt og snigende, at patienten ikke selv opdager det, før sygdommen er langt fremskredet. Derfor kan patienten ikke selv mærke at behandlingen virker.